Slutspil i Ligaen - holder fortet?

Det er en god ide at lære at spille slutspil hvis man vil blive bedre til skak. Ja, selvfølgelig er det det, ligesom man også skal lære at spille åbninger og diverse midtspil.

Men med de moderne, opspeedede betænkningstider er det blevet endnu vigtigere at kunne noget slutspil. Man kommer nemt i situationer hvor man, godt bombet efter 3-4 timers spil og med meget lidt betænkningstid skal finde ud hvordan man vinder, eventuelt holder noget tilsyneladende simpelt med få brikker tilbage på brættet. Så er det godt at have lidt viden med hjemmefra. Både viden om ”hvad”, det vil sige kendskab til forskellige slutspilsstillinger og deres korrekte bedømmelse. Men selvfølgelig også viden om ”hvordan”, det vil sige hvordan spillet skal føres i de forskellige slutspil.

Nå, og hvordan lærer man så slutspil? Ja, man kan selvfølgelig tage en af de mange fine slutspilsmanualer der er på markedet, bore en vis legemsdel ned i sædet og studere den grundigt (altså manualen), et projekt der nok vil tage adskillige måneder. Jeg har selv prøvet at gøre sådan et par gange i min karriere, men er sjældent kommer længere end til cirka side 20. Jeg personligt har ikke den fornødne tålmodighed til den slags. Men det er der måske andre der har, selv om jeg sjældent har hørt om nogen skakkollega der har gennemført et sådan projekt.

Jo, Ole Jakobsen, der desværre døde alt for tidligt sidste år, fortalte mig engang at han havde studeret hele Cheron´s afsnit om slutspillet tårn og bonde mod tårn. Peter Heine har også fortalt om en træningssession med Dvoretsky, hvor han og et par stykker til over nogle dage blev heglet i gennem 40-50 slutspil som den berømte træner fandt det vigtigt at de kendte til.

Jeg har gennem årene grebet det med slutspil an på en mere praktisk, jordnær måde, som i virkeligheden nok også er den mest udbredte. Jeg kigger på slutspil som jeg støder ind i på min vej som skakspiller. Ofte i mine egne partier eller i partier der er foregået lige omkring mig, eksempelvis i holdkampe. Eller i mesterpartier jeg har kigget på, og jeg har faktisk kigget på en del. Når et slutspil så har fanget min interesse og jeg har analyseret på det, er det oftest sket at jeg på et tidspunkt er dykket ned i skakbiblioteket og har hevet slutspilsbøgerne frem. Og SÅ har jeg lært noget om de pågældende slutspil. På den måde har selv en dovenlars som jeg gennem årene alligevel fået opbygget en pæn viden om ”hvad” og ”hvordan” i slutspil.

Ud fra dette vil jeg stille som et ultimativt krav til enhver der vil være bedre til spillet: Man skal eje mindst ét godt slutspilsmanual!!! Der findes på markedet to fremragende, forholdsvis nye etbindsværker om slutspil af henholdsvis Dvoretsky og Müller & Lamprecht, begge anbefales på det kraftigste! John Nunn er for nylig udkommet med noget tilsvarende, der er blevet meget rosende anmeldt. Jeg har endnu ikke haft dette værk i hånden, men Nunn laver sjældent noget bras, så det er sikkert også helt fint. Ellers kan de ældre, klassiske slutspilsværker såsom Averbakh´s, Cheron´s, Keres´ og også danske Jens Enevoldsens (med flere) absolut stadig bruges.

Og så er der selvfølgelig lige det der med disse moderne ”slutspils-tablebases”. I dag er man nået dertil at alle slutspil med seks brikker kan kortlægges og bedømmes ultimativt korrekt. Man kan købe sådan nogen på DVDer og bruge dem på sin egen PC hvis man lyster. Man kan også tjekke slutspil online på Nalimovs tablebases på http://chessok.com. Jo, og det kan være godt nok. På den måde får man da det ultimative svar på ”Hvad?”, altså bedømmelsen af et givent slutspil. Men får ikke ret meget ”Hvordan?” ud af det. Dertil er menneskeord i skrift eller tale stadig uovertrufne.

Interessante og instruktive slutspil opstår til stadighed overalt hvor der spilles skak, så for den nysgerrige og lærevillige er der rigeligt at tage af.

Bare se her: Sidste weekends afsluttende dobbeltrunde i skakligaen, næstsidste runde, matchen mellem BMS (mit hold) og ”1968” fra Århus.

Sigfred Haubro (der også er klub- og hovedkredsformand) er hvid mod Magnus Lindfeldt. Efter træk 40 havde man denne stilling:

Hen over skulderen på Sigfred kiggede jeg lidt på stillingen og bedømte den som vundet eller i hvert fald meget fordelagtig for hvid. Til min overraskelse blev partiet ret hurtigt remis. Om aftenen havde vi stillingen på analysebrættet, og jeg talte godt for mit synspunkt. Ok, folk var selvfølgelig også lidt trætte i hovedet, men det overraskede mig alligevel at både Sigfred og adskillige af de yngre spillere på holdet ret stædigt holdt fast på at sådan noget måtte være remis.

Nu har jeg den sidste uges tid kigget en del på stillingen og holder stadig fast i min bedømmelse: Stillingen er vundet for hvid. Men jeg må indrømme at det er mere kompliceret end jeg umiddelbart troede, så et helt nagelfast bevis kan jeg (endnu?) ikke levere. Men jeg stædig, så derfor også denne artikel.

Hvid har en kvalitet mere. Sort har godt nok en bonde, men den er helt nede på udgangsfeltet og kommer ikke umiddelbart til at spille en rolle. Men hvids bønder er alle på kongefløjen, hvilket besværliggør en eventuel gevinst. Tårnets fordel overfor løberen er grundlæggende den længere og mere fleksible rækkevidde der går den helt overlegen hvis angrebet kan lægges på begge fløje.

Sorts forsvar i sådanne stillinger er som regel at forsøge at opstille et uindtageligt fort. Nogle gange kan hvid belejre og indtage et sådan fort, andre gange ikke, alt efter omstændighederne der ofte afhænger af små detaljer.

I partiet kom: 41. La6?, hvilket bygger på en misforstået bedømmelse af stillingen. Sorts a-bonde er ikke så farlig at den skal blokeres på denne inefffektive måde. Partiet fortsatte med: 41.- Lb6 42.Kh2 Ld5 43.Te7 Lc5 44.Te8+ Kg7 45.g3 Kf6 46.h4 h5 47.Tc8 Lb6 48.Lc4 Le4 49.Tf8+ Ke7 50.Tf7+ Kd6 51.Tf4 Ke5 52.Lf7 a5 53.Txe4+ Kxe4 54.Lxg6+ Ke5 55.Lxh5 Lf2 56.Kh3 Lxg3 ½–½

Først skal det undersøges hvad der sker hvis hvid bytter det ene sæt løbere. Det kan umiddelbart fremtvinges med:

41. Tc7 Lb6 42. Tc8 Kg7 43. Lc4 Lxc4 44. Txc4 og så ser det da fint ud. Hvid moser frem på kongefløjen med bønderne og kongen. For at forsvare sig må sort før eller senere give a-bonden og prøve at holde fortet hvilket er et tvivlsomt projekt i dette tilfælde. MEN...så er der altså bare lige denne her stilling som anføres i de fleste, forholdsvis nye slutspilsbøger:

Dette er kendt fortstilling som vist først er bragt til kendskab af Averbakh. Sort holder fortet, hvid kan ikke bryde i gennem. Altså ville sort i den sidste variant kunne fortsætte med 44.- h5! Fulgt af Kg7 og Ld8-f6 med remis.

Havde hvid nået at få g2-g4 spillet i denne stilling, ville det nok have været vundet. Også her er der dog en fortstilling som sort måske kan nå at indtage:

Stillingen er kendt fra partiet Olafsson-Larsen, Las Palmas 1974 og i sin tid kommenteret i Skakbladet af en stolt Bent, der dermed også fik ”sin” stilling i slutspilsteorien. Her holder sort også fortet, men det er langt fra altid sort når at stille sig så fint op. Får hvid f.eks. lige indsneget g4-g5 før sorts h6, er det som regel vundet for hvid. Først og fremmest på grund af denne stilling, som man ret forceret når frem til:

Dette er vundet for hvid, men det er faktisk en ret ny erkendelse, en kapacitet som Keres bedømte det som remis. Det er kun små 20 år siden den israelske studiekomponist Elkies påviste gevinstmetoden, hvilket i sin tid vakte en del furore i skakkens indercirkler.

Jeg ville godt kunne demonstrere gevinstmetoden for publikum, men forløbet er langt og svært, så det lader vi indtil videre ligge. Man kan evenutelt selv slå det op eller tjekke påstanden hos Nalimov via ovenstående link. Kun sådan overordnet: Det drejer sig om at kombinere truslerne Kg4-h5-g6 og Kg4-f5-f6 med snedige tårnmanøvrer der fratager den sorte løber de felter den skulle forsvare det fra. Hvert træk i forløbet kræver en del hjernearbejde (i hvert fald for mig), og jeg er slet ikke sikker på jeg ville kunne klare gevinsten i praksis hvis jeg skulle klare den med 30 sekunders tillægstid pr. træk.

En anden vigtig stilling i sådanne slutspil er denne:

Stillingen er med i mange af de nyere slutspilsbøger og der refereres til den som ”Enevoldsen, 1949” eller bare som ”Enevoldsen-stillingen”. Men i Jens Enevoldsens trebindsværk om slutspillet fra 1949 er stillingen ikke med. Dette er et lille skakhistorisk mysterium for mig: Han må have skrevet noget om disse slutspil et eller andet sted, måske i Skakbladet? Kan nogen hjælpe med oplysninger?

Nå, Enevoldsens behandling af slutspillene med tårn mod løber er i hans bøger overordentlig grundig og instruktiv, så noget tyder på at sagerne optog ham meget.

”Enevoldsen”-stillingen er vundet. Kombinationen af truslerne Kg5 og h5 og Kg5-f6 tvinger før eller senere sort til at spille h6. Så trænger hvids konge ind, sorts konge bliver tvunget ud på brættet og på et passende tidspunkt følger Th7xh6.

Så langt så godt, og vi kom ret langt omkring. Men jeg garanterer for at de tanker som er forsøgt udredet i det ovenstående fiser gennem mit hoved når jeg ser en sådan stilling.

Men…i alle de fire sidste stillinger har jeg tænkt i stillinger UDEN det sæt hvidfeltede løbere der stadig er på brættet og som hvid som nævnt ikke umiddelbart kan afbytte.

Indtil videre har jeg været ude i et meget menneskeligt forsøg på at reducere problemerne i stillingen til noget kendt og så enkelt som muligt. Og det er såmænd en udmærket og anbefalelsesværdig tilgang. MEN…man skal altså være varsom med at stoppe for tidligt.

De to ekstra brikker, de hvidfeltede løbere, tilfører stillingen en masse ekstra dynamik og slører hele billedet. De kan både være gode for forsvaret, altså for sort, som for angrebet, altså hvid.

Min umiddelbare ide var at hvid skulle spille 41. Le4!?, hvilket stadig forhindrer h7-h5, fulgt af g4, Kg2, h4, h5 osv.. Det ville sort ikke kunne forsvare sig passivt imod, fortet ville ikke kunne holde. Men så er der altså et AKTIVT forsvar for sort med 41.- a5!. Netop på grund af de ekstra løbere har sort nu muligheden for at kringle bonden helt ned på a3, hvor den for alvor ville være en aktiv trussel, som helt ville distrahere hvid fra alle angrebsforsøg på kongefløjen.

Men hvad så? Nu har vi set gode, sorte træk med henholdsvis a5! og h5!, så der er åbenbart noget med denne femte række. Jeg tror hvid skal spille 41. Tb5!. Efter 41.- Lb6 følger g4, Kg2, h4 og den tidligere skitserede langsomme fremrykning og nedkæmpning af sort på kongefløjen.

Men…hov! – ihukommende nogle af de ovenfor anførte fortstillinger: Kan sort spille 41.- Lb6 42. g4 Lf2!? 43. Kg2 Lh4 ??? Han når sikkert Kg7 og h6 og har NÆSTEN ”Larsen-stillingen”, men dog med et ekstra sæt løbere på brættet og hvad så?

Nå, jeg tror dog hvid kan spille det lidt mere sofistikeret med 41. Tb5! Lb6 42. g3! Fulgt af Kg2 og g4 og så kommer sorts løber ikke sådan lige til h4.

Nå, helt sikker på alt det her er jeg ikke, og det bliver man i øvrigt sjældent i komplekse slutspil med flere brikker end Nalimov kan håndtere. Men jeg er trods alt blevet mere sikker på at den indledende stilling er vundet for hvid end det modsatte. På den anden side må jeg indrømme at det hele var meget mere indviklet end jeg umiddelbart troede. Til trøst for Sigfred: Jeg er slet ikke sikker på at jeg selv ville have kunne vinde stillingen, altså sådan i praksis.

Videre: Et af vores meget unge talenter, Dara Akdag var i samme runde med hvid kommet ind i denne stilling mod Bjarne Hansen:

Og så spørger jeg det store, veloplyste danske skakfolk: Er der en klokke der ringer? Kling-klong?

Hvad med denne her stilling:

Jeg går ud fra at ligheden mellem de to stillinger er slående. Det sidste diagram er fra Vidmar-Aljekhin, San Remo, 1930, grundigt kommenteret af Aljekhin i hans bøger med hans udvalgte partier, af mange med god grund regnet for nogle af bedste skakbøger der nogensinde er skrevet (spørg f.eks. Kasparov).

Aljekhin påstod at dette slutspil er vundet for sort. Som stor skakdreng stak jeg også næsen dybt ned i mesterens bøger og kommentarer og husker jeg studsede en del over denne bedømmelse. Kan det virkelig være rigtigt at hvid ikke kan opstille en slags fort her? Vantro gik jeg i gang med at flytte rundt på brikkerne – ja, altså at ”analysere” stillingen som det kaldes – og blev efterhånden overbevist om den store mester nok havde ret. Nå, det var nu nok fordi jeg helt havde undervurderet forsvarerens problemer i sådan en stilling. Men, hold kæft hvor jeg lærte af disse analyser. Det skal i øvrigt nævnes at Jens Enevoldsen også bakkede op om Aljekhin´s bedømmelse.

I mere moderne tider er Aljekhin´s bedømmelse dog blevet bestredet og vel nok decideret gendrevet. Den mest fornuftige fortopstilling er nok simpelt hen at holde springeren på e4. Selv om sort så trænger ind med kongen til f1, kan den skakkes væk. Men enkelt er spilføringen ikke for hvid, og sort kan afprøve forsvareren med mange snedige finter.

I Akdag-Hansen kom:

44.Kf4 Tb4 45.Kg4 Kg7 46.h4 h6 47.Kg3 Kf7 48.Sf2 Ke6 49.Sg4 h5 50.Sf2 Td4 51.Se4 Ke5 52.Sg5 Tf4 53.Sh3 Tf5 54.Sg5 Kd4 55.Se4 Ke3 56.Sg5 Ke2 57.Se6?

Og, i tråd med ovenstående betragtninger, er det her en fejl. 57. Se4 og hvad gør sort så? På den anden side er det også interessant og oplysende at se hvor store problemer hvid pludselig er i efter dette slip.

57.- Kf1 58.Sf4 Tf6 59.Sd5 Te6 60.Sf4 Td6 61.Sh3 Td4 62.f4 Td3+ 63.Kh2 Td2 0–1

Og hvad sagde Bent så om sådan noget slutspilstræning? Da jeg var en ung skaklømmel var der altså SKAKINFORMATOR, en halvårlig bibel som vi aalle sværgede til. I den var der også altid en 10-15 slutspil, grundig analyseret af kompente mestre.

Bent sagde, at de slutspil skulle "man" - altså "vi" - i hvert fald studere. Og så gav han i den forbindelse nogle opgaver: "Se i sidste nummer af Informator. I det (dit og dat) slutspil er der mindt to fejl i analyserne. Se om I kan finde dem!" Og det prøvede vi så, Steen Fedder, Thorbjørn Rosenlund, Jacob Øst, Gert Iskov, Brinck-Claussen, Hamann, undertegnede med flere. Og det lykkedes nogle gange. Men personligt var jeg vel nok for doven til 100% at følge Bents stålsatte krav - og her er jeg.

Nu har jeg ikke haft min gamle bibel, Skakinformator i hånden i mere end ti år, så jeg ved ikke om man stadig kan eller bør følge Bents gamle råd. Men man kan eksempelvis læse Karsten Müllers månedlige slutspilscolumn på http://www.chesscafe.com/. Så har man nok materiale til studier af slutspil til en slags fuldtidsarbejde. Men ellers kan man som sagt bare kigge sig omkring i den skakpraksis der omgiver én.

Og det var så vist første gang jeg prøvede at være instruktiv mht. slutspil. Gad vide hvordan det gik?